Om at skulle prioritere ekstra kilo og til døden jer skiller

Jeg har lige været ude og løbe. Fem kilometer. Bam. Done. Og bare så lækkert. Bagefter. En lille smule undervejs. Nu skal jeg bare lade være med at snacke børnenes kiks eller drikke en øl eller to til EM-kampen mellem Portugal-Wales, for så er det ligesom spildt. For jeg løber nemlig mest for at være tynd. Blive tynd, når jeg ikke er det. Forblive tynd, når jeg er. Og jeg tør faktisk godt skrive ’tynd’, for tynd er et relativt begreb. I min verden er det, når jeg kan være i min mine jeans og helst også det her pencilskirt, jeg var vældig kæk at købe lige efter vores bryllup, hvor alt stod ganske stramt...
   

Om sommerlæsning, lækre piger der læser og livet inden Netflix

Målet for denne sommer er, at jeg skal læse 200 procent flere bøger, end jeg har gjort de sidste tre år. Det vil sige inden mit liv med børn og inden Netflix. Det er et overskueligt mål, for det er lig med seks bøger. To af dem må godt være et par af dem, jeg allerede har åbnet, men aldrig fik læst færdig. Og resten behøver hverken at være tykke, tunge, dybe eller udfordrende. De skal bare være givende og få mig væk fra alt med strøm. Jeg savner at læse og har-du-læst-samtaler med venner, kolleger, whomever. Men heldigvis har mange af mine venner også fået børn og Netflix, så de der intellektuelle samtaler og...

Noget om fodbold, vikinger og minder fra elverland

Nationalfølelse er en sjov størrelse. Måske især for os danskere, der er bange for, at den følelse forveksles med nationalisme. Men det burde være en følelse, vi danskere tager til os i højere grad. Vi bør hylde vores grundlov og ikke bare holde fri på Grundlovsdag (for dem der har fri den dag). Vi bør fejre det, akkurat som nordmænd fejrer 17. maj. Og som islændinge fejrer 17. juni. Eller samler 99 procent af nationen om en sport. Jeg bevæger mig sikkert ud på dybt vand med den indledning. Men det kommer sig af Islands fodboldsejr i går. Det vilde mytiske ‘Huuuuuh’ fra tribunerne og den lille bitte stat i Nordatlanten, der har fortryllet så...
   

Det værste og det bedste

Lørdag aften og små-tipsy i rosé skød jeg ud i stuen: ‘Jeg tror sgu, at jeg vil blogge igen’. Stuen svarede: ‘Det tror jeg, at mange vil glæde sig til’. Og således gjort. Det er ikke første gang, at der har været udfald på min bloggerline, men det er første gang, jeg har været tavs så længe. Grundene er mange og langt fra mystiske. Og da jeg lavede rygøvelser i morges i en uidentificerbar lugt af opkast for at finde ud af, at det var lort, vidste jeg, at det er afsættet en reformation af bloggen. Jeg er stor fan af Søren Ulrik Thomsen, og hver gang jeg oplever eller iagttager noget skævt og sært...

Om fiske-onsdag, kagekompensation og en lille synd

Jeg er jo tilbage på det der arbejdsmarked. Tilbage til alt for mange caffe latte inden klokken 11.00, tiltagende bygningsfejl på begge øjne grundet for meget skærm og for få blink med øjnene. Tilbage til gode kolleger, vigtige opgaver og ikke mindst tilbage til frugtordning med for få bananer og fiske-onsdag, som vi i min lille enhed kompenserer med kage-onsdag. Til jer der ikke ved, hvad fiske-onsdag er, så kan jeg fortælle, at det produktet af det kartel alle landets kantiner angiveligt er med i. For hver onsdag skyller alverdens fisk ind på menuen i stort set alle kantiner her i kongeriget. Et godt koncept sådan set. Herhjemme holder jeg fx enormt af suppe-søndag. Så...

3 år

Tre år er enormt lang tid. For eksempel når man går i gymnasiet og bare gerne vil springe direkte fra første skoledag til studenterhuen. Eller når man bare gerne vil være 18 år og kunne komme ind på disk med legalt ID. Det er også enormt kort tid. For eksempel når man pludselig er gået fra at være 18 år til 21 over 24 til 27, 30 og nu 33 (og lidt til). Og så er tre år bare noget kan kan flyve. Sådan har jeg det i dag. I dag er det Viggos tre års fødselsdag. Jeg kan slet ikke forstå, at jeg har en søn på tre år. Og at det er tre...
   

Rigtig god dag til dig med masser af succes

På Nordhavn Station står der af og til en hjemløs mand og sælger Hus Forbi. Han har en paryk på med grønt, krøllet akrylhår og en høj blød hat med brede røde og hvide striber. Med andre ord, han er til at kende. Han er altid munter, og han hilser altid. Nogle gange udveksler vi et par sætninger. De sidste par måneder, hvor jeg har haft Viggo med i s-toget om morgenen og hjem igen om eftermiddagen, fordi vi begge er institutionaliseret i det Østerbroske, har vi tit mødt denne muntre mand. Viggo synes, at han er noget af det mest spændende. Måske også noget af det mest skræmmende. Men vi hilser altid på hinanden,...

Om at ville det hele, vælge til og gemme flødeskummen til fede tider

Hej. Fra den anden side. Den anden side af barselsboblen. Den anden side af nytår. Husker I mig? Nogle af jer gør, og det glæder mit helt vildt meget, at et par trofaste læsere har savnet mig. Tak for det. Jeg har skam også savnet at sende krøllede tanker ud i det virtuelle. Men jeg har også nydt ikke at have bloggen rumsterende i baghovedet. For det gør den. For mig i hvert fald. Jeg ved ikke, om andre bloggere har det på samme måde, men for mig rumsterer mulige vinkler, emner, ideer og vendinger hele dagen. Måske en arbejdsskade. Det kan til tider være voldsomt, og her i overgangen fra barselsmor til atter at...

Ramt af regnvejr

Vi er i sommerhus, og jeg ved godt, at jeg et sted skrev, at jo værre vejret er, des bedre. For så kan vi hænge inde med god samvittighed, hvis vi skulle ønske det. Jeg mente det ikke. Der må altså godt være alt andet end regn og blæst, for jeg vil bare så gerne i Bon Bon Land i løbet af ugen, som ligger ganske kort herfra. Efterhånden som dagene skrider frem, kommer der mere og mere regn på oversigten. Øv. Vi vil jo gerne ud. Og især én vil gerne på legeplads og ud på sin løbecykel. Som sædvanlig har vi pakket virkelig dårligt. Mit regntøj hænger tørt og godt i Hvidovre. Heldigvis...
   

Bogen, der lover mig voksentid

På det sidste er det der voksentid røget helt i fløjten. Viggo tager lang tid om at falde i søvn, og Lily vågner cirka i 10 minutter hver anden time hver nat, så jeg hopper på hovedet i seng inden 22.00. Nogle dage fordi jeg har Lily-tjans, og andre gange fordi jeg ikke har og bare vil soooove. Og vi taler altså om, at det her har varet fem uger nu. Uden umiddelbar udsigt til at det stopper lige om hjørnet. Forbandede tigerspring. Jeg tror SÅ meget på dem. Jeg husker også, at det her ti måneders spring ved Viggo var slemt og langt. Det, der er så forbandet ved de tigerspring er, at de...

Lidt om returvarer, 70’er-inspo og gys

I dag kører alt på lavblus. Den har nemlig stået på dybe vejrtrækninger og stønnen i nat. Ikke på den sexy måde. Men på den der ‘jeg løber lige ud og stikker hovedet i tønden’-måde. Noget jeg formentlig har overtaget fra Viggo. Stakkels fyr – men i høj grad – seje fyr, der bare tog samme omgang i fredags med smil og humor. Børn kan noget, vi voksne ikke kan. Og jeg måtte grine en smule, da han spurgte, om jeg også var dårlig, fordi jeg havde de vildeste bræktrækninger, da jeg tørrede lidt returvarer op fra sengen. Jeg er såååå dårlig til opkast. Det er fysisk umuligt for mig at tørre den slags op...

5 gode restauranter til frokost med barnevogn

Præ-kids var sådan noget med date på byens restauranter en hyppigt tilbagevendende begivenhed. Jeg læste restaurantanmeldelser og var helt opdateret på, hvad der var nyt, hvad der var godt, og hvor man skulle have bord for at kunne tale med om mad. Det er en saga blot. Sådan lige for tiden. Vi kommer ikke så meget ud sammen, Claus og jeg. Mest fordi det først er nu, vi føler, at Lily er stor nok til, at vi kan bede familie om at passe og putte hele to kiddos. Alternativet har derfor været frokost-dates under den obligatoriske og højt skattede koordinerede middagslur. Noget vi har haft stor fornøjelse af. Nej, der er ikke stearinlys, og stemningen...